Provstier og sogne

Københavns Stift er inddelt i 11 provstier, der hver er indelt i et antal sogne.


Provsti
Københavns Stift er inddelt i 11 provstier. I hvert provsti er en sognepræst valgt til provst. Provsten er den nærmeste tilsynsførende med præsterne i prov­stiet. Provsten fører desuden et vist tilsyn med kirkerne i provstiet. Domprovsten, provsten ved Domkirken, er tillige stedfortræder for biskoppen. 

Ud over de 11 provstier hører også provsterne for de tre værn, flåden, hæren og flyvevåbnet til under Københavns Stift.

Ved hvert provsti er valgt et provstiudvalg, der består af mellem to og syv lægfolk og provsten. Provstiudvalget skal godkende og koordinere de enkelte menighedsråds budgetter. I øvrigt er provstiudvalget godkendende instans i forhold til menighedsrådene på en række økonomiske, administrative og bygningsmæssige områder godkendende. De læge medlemmer af provstiudvalgene vælges for fire år ad gangen af menighedsrådsmedlemmerne i provstiet.  

Sogn
Provstierne er alle inddelt i et antal sogne. Sognene er Den danske Folkekirkes grundlæggende enheder. Som regel er der til hvert sogn knyttet én kirke, mens visse sogne råder over to kirker. Alle indbyggere i et sogn, som er medlemmer af folkekirken, har ret til kirkelig betjening i form af f.eks. kirkelige handlinger og sjælesorg fra sognets præster.  

Hvert sogn har et menighedsråd, der som sin vigtigste opgave har at vælge præst, når et embede bliver ledigt. Derudover beskæftiger menighedsrådet sig mest med administrative og ledelsesmæssige op­gaver: administration og vedligeholdelse af kir­ke­byg­ninger, præste­boliger, mødelokaler, kontorer og kirkegårde. Me­nig­hedsrådet er desuden arbejdsgiver for personalet ved kirken såsom kordegn, kir­ke­tjener, organist og kor samt medarbejdere på kirkegården.

 

I menuen til venstre ses de 11 provstier i Københavns Stift.
Under hvert stift er der links til stiftets sognekirker og menigheder.

Her kan du finde frem til hvilket sogn og hvilken kirke i landet, du hører til

Læs mere om provstierne på Kirkeministeriets Provstiportal

Læs mere om sognene på Kirkeministeriets Sogneportal